Carmen på Det Kongelige Teater

Spillested: Den Kongelige Teater

Spilleperiode: 28 september - 1 november

4/5 androgyne guldskørter

Carmen er en vild oplevelse, der næsten bedre kan karakteriseres som en forestilling med dans end en ballet. Det er den klassiske historie, der, med udgangspunkt i den oprindelige roman af Prosper Mérimée, er blevet fortolket eksperimenterende og fragmentarisk af den spanske koreograf Marcos Morau. Forestillingen omhandler figuren Carmen som en fandenivoldsk kvinde, der forsøger at tage kontrollen over sin egen skæbne.

Opsætningen er imponerende, med storslåede kostumer og en usædvanlig placering, idet vi bogstavelig talt befinder os på et filmsæt. Der er nemlig kameraer på scenen, som filmer danserne og viser det live på et lærred, der fylder den øverste del af scenen. Det giver nye vinkler af danserne, og de sort-hvide farver og det halve sekunds forsinkelse giver et poetisk indtryk af, at de har indhentet deres egen skygge. Til gengæld gør skærmen desværre også, at en stor del af det, der foregår bagerst på scenen, går tabt for os der sidder på balkonerne.

I forestillingen opstår en blanding af danserne som personer og roller. For indimellem taler de også til kameraet, hvor de bruger egne navne. Det sker blandt andet mellem scenerne, hvor enkelte dansere siger replikker til kameraet inden de klapper et klaptræ og informerer om, hvilken scene vi er nået til. De replikker grænser sig mellem det prætentiøse og det kiksede, og man kan godt mærke at de ikke er skuespillere. Men det er også en del af charmen, og det bidrager til underholdningen, når Tobias Praetorius laver en (over)poetisk reference til den originale roman og Ida Praetorius flirtende informerer os om sit navn, sin præference for mænd og hvornår hun har fri.

Carmen er en fortælling, der ikke vil fortælles. Det kommer blandt andet til udtryk i en dialog mellem Jón Axel Fransson og Oliver Starpov, der også bidrager til opløsningen mellem danserne selv og de roller de har. Jon er blevet bedt om at være hovedkulds forelsket i Carmen, men vil hellere løbe væk med Oliver. De er dog nødt til at vente til efter forestillingen, fordi det ellers vil underminere forestillingens (ikkeeksisterende) plot.

Kønnene er også i opløsning i forestillingen. For udover de enorme og imponerende kjoler er sort sceneteknikertøj og guldskørter uanset køn en levende del af opsætningen.

Alt er dog ikke lige godt ved forestillingen. Dansen som helhed virker til tider lidt ulden i kanterne, som om danserne skulle være synkrone, men ikke altid lykkedes med det.

Desuden er jeg temmelig træt af, og lidt harm over, at de går ind i tropen om skurke som handicappede: skurken havde en påsat pukkel. Jeg kan godt se at det er en fysisk måde at adskille figuren fra de andre dansere, men det bidrager til stereotypen om, at onde mennesker ser forkerte ud udenpå – og dermed gør det os mere fordomsfulde når vi møder mennesker der ser anderledes ud end os. Ærligt talt havde jeg forventet lidt mere af Danmarks nationalteater.

Til gengæld er slutningen ret vild og ret perfekt. Jeg vil ikke afsløre noget, men den kunne ikke ende bedre. Jeg var nervøs for hvordan de ville få afsluttet det ordentligt, men den dramatiske sammensmeltning mellem danserne og deres roller var efter min mening helt perfekt.

Så på trods af uldenhed, næsten-kiks og stereotyper er Carmen en succes. Forestillingen er fantastisk sjov og underholdende, og vi får et indtryk af, at danserne har fået fri leg for en aften, når de fester med sølvpomponer, der staver Carmen, og nynner med på de kendteste melodier.

Carmen er en anbefalelsesværdig forestilling, og hvis du nogensinde får mulighed for at se den, synes jeg klart at du skal gøre det.

---

Foto fra Det Kongelige Teater taget af Per Morten Abrahamsen.

Mere information kan ses på https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/ballet/carmen/?section=top.