Alice i Eventyrland på Det Kongelige Teater

Alice i Eventyrland på Det Kongelige Teater

Spillested: Det Kongelige Teater

Spilleperiode: 2. december til 22. december

Fire par og en enlig tåspidssko ud af fem par

Alice i Eventyrland er en drilsk familieforestilling. Den finurlige klassiker af Lewis Carroll fra 1865 blev i 2011 omdannet til ballet af Royal Ballet i London. Balletten har koreografi af Christopher Wheeldon, musik af Joey Talbot og scenografi af Bob Crowley.

Historien er lavet lidt om – der er indsat en kærlighedshistorie mellem Alice og Jack, senere Hjerter Knægt. Og det fungerer faktisk ret godt. Vi bliver introduceret til konflikten med både den forbudte kærlighed og de stjålne tærter inden Alice hopper ned i kaninhullet, og det er den konflikt der er den røde tråd i en ellers ret surrealistisk fortælling.

Forestillingen handler ikke om dansen, men det er dét der bringer historien fremad. Jeg kunne især godt lide den måde Alices nysgerrighed kommer til udtryk på, ved at hun efterligner de andre figurers trin på sin egen måde.

Hele universet er sært og skævt, især scenografien og den måde danserne bevæger sig i den. Den måde Alice skifter størrelse på er enormt fint lavet med lysprojektioner, og der er flere tilsyneladende todimensionelle kulisser, som pludselig viser sig at have døre. En anden kulisse jeg vil fremhæve er de overdimensionerede glansbilleder der hang over blomstervalsen. Det både brød med og klædte den klassiske balletæstetik, og det var jeg ret vild med.

Til gengæld var jeg ikke altid lige glad for kostumerne. Der var virkelig mange fine, men også nogle der ikke lige faldt i min smag. Spillekortene er et oplagt eksempel: de var lidt for spøjse og råbte lidt for højt om hvad de skulle forestille. Det ville jeg have foretrukket var gjort på en lidt mere stilfuld måde.

En anden ting jeg ikke var så vild med var farverne på Alices og Hjerter Knægts kostumer. De passer ikke sammen. Det synes jeg er mærkeligt, og lidt irriterende, for det er forstyrrende at se på og kunne have være en oplagt måde at vise parrets forenelighed. Det bliver især tydeligt i blomstervalsen, fordi Alice passer så fint ind med sin sarte lilla kjole, og Hjerter Knægt skiller sig mere ud i sin røde og hvide dragt. Normalt bløder den Hvide Kanin farverne lidt op, og der foregår så meget andet i så mange andre farver.

Og der foregår virkelig meget! Det er lidt overvældende nogle gange, man er nødt til at vælge hvad man vil fokusere på. Samtidigt er kaosset ret interessant, og grunden til at der foregår så mange ting der virker vigtige, er at alle figurer er i bevægelse hele tiden – og det er sådan set meget realistisk. Desværre er det ikke altid nemt at se forskel på figurerne. For eksempel troede jeg at Tryllekunstneren og Carroll var samme person første gang jeg så forestillingen.

Jeg har nemlig været så heldig at se forestillingen flere gange. Ser man bort fra en gang for to år siden med elendige pladser, har jeg set Alice to gange. Første gang var med Wilma Giglio som Alice og Jonathan Chmelensky som Hjerter Knægt. Anden gang var endnu engang med Jonathan Chmelensky som denne gang havde Holly Dorger som sin Alice. Giglio var virkelig fin som Alice, hun havde hendes store øjne og nysgerrighed. I sammenligning med Dorger bragte hun en friskhed, og jeg har næsten lyst til at sige ungdommelighed. Til gengæld kunne man virkelig mærke at Dorger var hjemme i rollen. Der var nogle følelser jeg nemmere fik fat i hos hende – men det kan jo være fordi jeg har set den før. Dorger og Chmelensky danser som en drøm sammen, og man bliver næsten forelsket. Man kunne mærke en intimitet mellem de to, som ikke var der når Alice dansede med Kaninen.

Vi slutter fortællingen tilbage i Virkeligheden, men i en anden tid end den vi startede i. Alle de figurer vi blev introduceret til i begyndelsen mødes igen i retssagen, og det er også der konflikten afsluttes og Hjerter Dronning styrter. Hvis vi derfor havnede i samme tid som vi startede i, ville konflikten stadig være der. Derfor føler jeg mig sådan set tilfredsstillet af slutningen, fordi vi netop er et andet sted end vi startede, og tættere på verden udenfor scenen. Alligevel vil min logik ikke helt følge med, og min fortællersans har aldrig været særlig glad for tropen om at ”hun bare drømte det hele”. Men når nu det skal være, er det meget godt udført.

Jo flere gange jeg ser forestillingen, jo bedre synes jeg om den. De dårlige ting bliver mindre irriterende og de gode bliver bedre. Den kan helt klart holde til at blive genset. Musikken er forunderlig, koreografien er finurlig, og scenografien er fantastisk. Alice i Eventyrland er en drilsk familieforestilling med noget for alle. Så hvis du når at få muligheden inden kaninhullet lukkes, synes jeg du skal hoppe med Alice en tur i Eventyrland.

---

Foto fra Det Kongelige Teaters hjemmeside taget af Costin Radu. Mere information kan ses på https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/ballet/alice-i-eventyrland/?section=22753.